Når du tager for meget op på din tallerken

Nu mener jeg selvfølgelig i overført betydning og ikke, at du står ved bufféen i restauranten, men når du f.eks. har taget for mange opgaver ind, sagt ja til for mange mennesker eller lavet alt for lange to-do-lister.

De fleste kender til fænomenet og de forskellige Enneagramtyper har hver deres ynglings ”too-much” udfordring.

Som Enneagramtype 5 er min ”too-much” udfordring, at samle en masse viden. Både nyttig og total tåbelig og ligegyldig viden.

Der er google godt nok ikke min ven, men en forførende slyngel.

Jo mere presset og travlt jeg har, jo mere skrammel samler jeg sammen og det ender med, at jeg bliver så forvirret og overvældet, at jeg giver op og sætter mig hen og ser 3 afsnit af min ynglingsserie i stedet for at få produceret noget brugbart.

Før i tiden var jeg slet ikke bevidst om det mønster, men nu ved jeg, at det på et dybere plan handler om frygt for, at der kun er begrænset midler til rådighed også når det handler om viden. Ja, om overlevelse og det er jo en stærk drivkraft.

En nyttig praksis for sådan en type som mig er, at skabe ro i mig selv – også selvom omverdenen ikke er det. At blive bevidst om mine evige indre kommentarer til alt, hvad jeg oplever. At tage øjeblikkets indtryk ind uden at tolke.

Når det lykkedes at opnå den ro, så ved jeg lige præcis, hvad jeg skal og kan komme videre i dagens tekst.

oOo

Hvis du er Enneagramtype 2, kan ”too-much” udfordringen være, at sige ja til for mange mennesker. At det er vigtigt, at alle kan lide dig. Du tilpasser dig andre og dæmper dine egne behov. Du er pligtopfyldende og gør dig samtidig uundværlig. Ja, du bruger så meget energi på at være noget for andre, at du kan køre dig selv ned.

På et dybere plan handler det om at få anerkendelse fra andre. At være noget værd. At have eksistensberettigelse.

En nyttig praksis for en Enneagramtype 2 kan være, at være på vagt overfor trangen til at vinde alle for dig. At lade være med at være så optaget af, hvad andre tænker om dig, for du vil sandsynligvis før eller siden komme til at træde nogen over tæerne, uanset hvad du gør.

Du kan alligevel ikke gøre alle tilfredse, for alle er jo forskellige. Det er vigtigere, at du omhyggelig overvejer, hvad det bedste er, du kan gøre for nogen lige nu og så lade det være ved det.

Når du kan det, vil du opleve frihed til at give eller lade være og frihed til at være dig selv

oOo


Nu er det ikke sådan, at hver Enneagramtype kun kender til lige netop den og den udfordring. Vi indeholder jo alle typer, men én er mere dominerende end andre.

Så selvom jeg som Enneagramtype 5 måske ikke er lige så fokuseret på anerkendelse som hjertetyperne 2, 3 og 4, så synes jeg jo heller ikke, at det er super dejligt, når nogle framelder sig mit nyhedsbrev og kan så også bruge den nyttige praksis for Enneagramtype 2 😉
 

 

Når forandringer kan virke skræmmende

Hvornår har du sidst skiftet job, bolig, venner eller måske en partner?

Min mand og jeg fik solgt vores hus og købt et nyt. Men det tog også flere år, før at vi overhovedet fik taget aktion på det.

Vi sad den ene sommer efter den anden ude på terrassen i det gamle hus, gloede ind i naboens carport og drømte om at kunne sidde med udsigt ud over et åbent og naturskønt område.

Hvorfor skulle det tage flere år at få gjort noget ved det for os? Tja, måske har det noget at gøre med vores Enneagramtyper, som er hhv. Type 1 – Perfektionisten og Type 5 – Iagttageren.

Perfektionister er bange for at træffe en beslutning, idet de spekulerer på, om det nu er det rigtige. De vil for alt i verden undgå at begå fejl.

Selvom Perfektionister er supergode til at gribe ind og handle, hvis noget bør rettes op, kan de have en tendens til at fortabe sig i detaljer og blot udføre mikro-handlinger. Derimod kan store forandringer virke fuldstændig overvældende og uoverskuelige, medmindre der bliver lagt en detaljeret plan.

Iagttagere kan sagtens forholde sig til store og komplekse planer. De foretager en masse research for at sikre sig, at de kan tage en beslutning, som er så sikker og omkostningsfri, som muligt.

Til gengæld kan de fortabe sig i at blive så forberedte som muligt, at de faktisk sjældent når frem til at handle. For man kan jo altid lige forberede lidt mere, for at være endnu mere sikker.

Hm. Ja, men nu skete det og vi forberedte os på, at ja, man kan aldrig forberede sig til alt.

                 

Men vi kom igennem – både med tillid til processen og fordi vi efterhånden kender vores egne Enneagramtyper så godt  😉