Mønstre i barndommen – Type 1

1’erne gjorde alt for at være gode børn. De beskriver hyppigt en følelse af, at de som børn var nødt til at retfærdiggøre deres eksistens. Bare at være barn var på en eller anden måde ikke acceptabelt, og mange unge 1’ere har udviklet en følelse af alvor og voksen ansvarlighed tidligt i livet

De forstod, at deres forældre ventede sig en masse af dem, og ligesom 3’ere spillede de ofte rollen som familiens helt. Unge 1’ere påtager sig ofte den slags forventninger med stor alvor.

Af forskellige grunde oplever 1’ere en følelse af ikke at være forbundet med beskytterfiguren (som normalt, men ikke altid, er den biologiske far). Hvis barnet har en anden stabil voksenfigur at identificere sig med og bevæge sig i retning af, får det mulighed for at adskille sig i sin afhængighed af moren og mærke sin egen individualitet og uafhængighed i stadig højere grad.

Men hvis beskytterfiguren ikke udfylder rollen tilstrækkeligt, oplever den unge 1’er en afgørende mangel på tilknytning. De forstår, at deres virkelige eller symbolske far ikke svarer helt til deres sindelag eller behov. Dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den beskyttende figur er ond eller krænkende, men at en bestemt og ukompliceret tilknytning ganske enkelt ikke etableres af den ene eller anden grund.

Resultatet er en følelse af frustration i barnet og en følelse af, at det selv skal være ”far”. I nogle tilfælde reagerer de unge 1’ere på kaotiske omstændigheder omkring dem ved at bliver overansvarlige og være ”fornuftens stemme” i familien. På den måde er de i stand til at skabe en vis oplevelse af selvbestemmelsesret og grænser, som er det primære tema for deres type.

I realiteten siger barnet: ”Jeg giver mig selv retningslinjer. Jeg bliver min egen faderfigur og min egen moralske vejleder. Jeg holder styr på mig selv, så ingen andre skal gøre det. Jeg straffer mig selv og undgår, at andre straffer mig.” 1’erne prøver at overgå det, der forventes af dem, ved at følge reglerne så nøje, at ingen vil kunne gribe dem i at begå en fejl, hvorved de opnår uafhængighed.

På en måde føler 1’erne, at de er nødt til at overgår den beskyttende figurs forventninger. De føler, at de er nødt til at opstille et bedre sæt regler for sig selv. De beslutter, hvad der er rigtigt eller forkert. Men ved at gøre dette føler barnet skyld over, at det må dømme (og underforstået også fordømme) sin egen beskyttende faderfigur.

For at slippe for skylden i situationen konstruerer de unge 1’ere en identitet, der tillader dem at opfatte sig selv som gode og ansvarlige og de andre som dovne, sjuskede eller i det mindste mindre rigtige og modne end dem selv. Den form for selvretfærdighed bliver hjørnestenen i 1’erens identitet og det følelsesmæssige mønster, der udspilles gennem hele deres liv.

Share this...
Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.