Mønstre i barndommen – type 3

Som børn blev 3’erne ikke værdsat som sig selv, hvilket ikke har været tilfældet for ret mange af os. I stedet blev de værdsat for at være og gøre noget bestemt og være rigtig gode til det.

De lærte at få bekræftet deres værdi gennem resultater og præstationer. Med det gav dem aldrig en dyb tilfredsstillelse, fordi det ikke var en værdsættelse af dem, men af noget, de havde gjort eller forsøgt at blive.

3’ere har et dybt følelsesmæssigt bånd til den person i familien, der havde rollen som omsorgsgiver. (Som ofte var omsorgspersonen moren, men det er ikke altid sådan). Barnet håbede, at denne person rent faktisk ville sige: ”Du er dejlig! Jeg er glad for dig! Du er velkommen i verden!”. Fordi 3’ere som børn fortsat ønskede at blive værdsat af omsorgsgiveren, lærte de ubevidst at tilpasse sig og gøre og være det, som denne person kunne lide.

Ofte blev omsorgsgiverens forventninger ikke erklæret direkte. 3’erne kan internalisere den slags underbevidste forventninger og efterleve dem uden at være klar over det. Hvis f.eks. moren er en lærer, der i virkeligheden ønskede at blive skuespillerinde, kan 3’er barnet føle sig tiltrukket af teaterverdenen uden nødvendigvis at bryde sig om det ud fra en følelse af, at det er noget, som det bør gøre.

Selv som yngre voksne er 3’erne ikke altid sikre på, hvorfor de vælger en bestemt karriere, bortset fra, at de gør det, der skal til for at gøre deres familie (navnlig moren) stolte af dem.

På den måde lærer 3’erne at spille rollen som familiens helt. Barnet får et underforstået budskab ”Det er ikke i orden ikke at være god nok.” Baggrunden for dette skal søges på et dybt psykologisk niveau, idet man ikke må være såret eller skamfuld selv, hvis man forsøger at hele sin families sår og skam. Man er i det mindste nødt til at virke, som om man har styr på det hele.

3’ere, der voksede op i meget dysfunktionelle omgivelser, overlades til at kæmpe med en enorm ophobet vrede og fjendtlighed over, at næsten intet af det, de gør, er nok til at gøre den usundt fungerende omsorgsfigur tilfreds.

De kan som duksedrenge sørge for sig selv i alle ender og kanter og prøve at finde på noget, der kan vække anerkendelse og accept, men som regel er der ikke noget, der duer.

I sidste ende splitter (dissocierer) de og mister kontakt med sig selv. Deres virkelige ønsker og indre liv begraves, og de kaster sig ud i mere ekstreme projekter for at få opmærksomhed. Resultatet kan være et liv i dyb ensomhed og frustration på trods af den ydre succes, de måske har opnået.

Share this...
Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.