Mønstre i barndommen – type 6

6’ernes basale frygt (at være uden støtte eller vejledning og ikke kunne overleve på egen hånd) er en meget virkelig og grundlæggende frygt i ethvert barn. Et lille barn kan ikke leve uden sin far og mor. Det er fuldstændig afhængigt af dem. Tydelige erindringer om rædslen i denne afhængighed er fortrængt hos de fleste mennesker, men nogle gange er de kraftige nok til at slå igennem.

På et bestemt tidspunkt i deres udvikling gør småbørn noget bemærkelsesværdigt. På trods af deres umådelige afhængighed begynder de at bevæge sig væk fra deres mødre for at hævde deres uafhængighed og selvbestemmelsesret. I barnets udviklingspsykologi kaldes det for adskillelsesfasen.

Et af de vigtigste elementer, der hjælper barnet til at finde det mod, der kræves for at adskille sig fra moren, er tilstedeværelsen af en faderfigur. (Det er ikke altid den biologiske far, selv om det ofte er tilfældet. Det er den person, der sørger for disciplin, struktur og autoritet i familien). Hvis faderfiguren er til stede på en stærk og konsekvent måde, yder han vejledning og støtte i forholdet til barnets ønske om selvstændighed.

Han lærer barnet, hvordan verdenen er indrettet – hvad der er sikkert, og hvad der ikke er sikkert – og spejler barnets egen indre essentielle styring og støtte. Selvfølgelig er denne proces for de flestes vedkommende ikke foregået helt lydefrit, hvilket resulterer i usikkerhed som voksne. Men selv om alle oplever dette i nogen grad, er 6’ernes særlig ramt af det.

Hvis et 6’er barn oplever, at farens støtte til selvstændighed er utilstrækkelig, kan det desuden være bange for at blive overvældet af moren og alt det, hun repræsentere for barnet. Dette øger barnets behov for at være på vagt og fører til 6’erens dybe ambivalens omkring tillid, omsorg og nærhed. Af den grund længes 6’erne efter accept og nærhed, men føler sig samtidig nødsaget til at forsvare sig mod det. De ønsker at blive støttet uden at blive rendt over ende.

For at løse dilemmaet prøver 6’erne at etablere en alliance med faderfiguren. Men det fører som regel til ambivalens. Faderfiguren/autoriteten synes enten for streng og kontrollerende eller er for lidt støttende og uinteresseret.

Mange 6’ere ender derfor i et ubehageligt kompromis. De er lydige udadtil, men opretholder følelsen af uafhængighed gennem indre oprør og kynisme samt forskellige grader af passiv aggression.

Share this...
Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.