Lidt arrogant er man vel altid

Jeg ser ind imellem Klipfiskerne fra TV2. Bl.a. med Lasse Rimmer som holdkaptajn på det ene hold. Det er sådan set et meget sjovt quizprogram, men jeg bliver så irriteret på Lasse Rimmer.

Lasse Rimmer (2)

Jeg synes, han er noget af det mest arrogante. Han skal hele tiden demonstrere, hvor genial han er. “Ja, det ved vi godt, Lasse”.

I finalen skal deltagerne se nogle klip og bagefter bliver de spurgt om, de har lagt mærke til nogle – ofte ligegyldige – ting. På et tidspunkt var der bl.a. et klip, hvor de skulle gætte, hvor mange dækservietter, der var. Lasse skulle som sædvanlig blære sig med, hvor meget andet, han havde lagt mærke til på klippet, hvorefter han gættede forkert. “Yes, så kan han lære det”.

Min mand synes, at Lasse Rimmer er skidesjov.  Han kan overhovedet ikke se, at han er arrogant. Så kan jeg gå fuldstændig amok. “Du må da kunne se, at…”

Her slår det mig så, hvor meget min egen Enneagramtypes mønster kører med mig. Det er nemlig ofte sådan, at de egenskaber, som du ikke er så stolte af hos dig selv, er dem du har mest modstand på, når du ser dem hos andre.

I virkeligheden handler det slet ikke om den anden, men om dig selv.

Arrogance er én af mine skyggesider. Dvs. den er blind for mig selv, men andre kan se den. Det betyder, at andre kan opfatte mig som arrogant uden, at jeg selv ved det. Det er faktisk ikke særlig behageligt.

I virkeligheden ønsker jeg selvfølgelig ikke at virke arrogant. Det er bare ubevidst blevet min måde at skjule, at jeg ikke er så kompetent, som jeg gerne vil fremstå.

Ved at indse dette, kan jeg vælge at være åben omkring det og i stedet bede om hjælp, når der er noget jeg ikke er kompetent til. På den måde viser jeg et mere ærligt billede af mig selv.

Vil du også lære dine skyggesider at kende og blive et mere ærligt “dig”?

Du kan prøve at tænke på en person, som du har meget modstand på. Overvej hvilke egenskaber hos personen, du ikke bryder dig om. Så har du sikkert fundet nogle af dine egne skyggesider.

Mange har fejlagtigt den tro, at de skal være positive, glade og lykkelige hele tiden for at lykkes som mennesker. Det er langt fra sandheden. Du finder din sande balance, når du kan acceptere, at du ikke kun skal udleve de positive sider af dig – men at de mindre fantastiske sider af dig også har deres berettigelse. 

Så jo – lidt arrogant er man vel altid 😉

 

 

 

 

Share this...
Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.