Når vi ansætter folk, som ligner os selv

Forleden hørte jeg en medarbejder udbryde: ”Vi har fået ny chef nede i marketing, men det er sådan én som de andre i ledergruppen og det er altså slet ikke det, vi har brug for”.

spejlmand

Jeg ser også afdelinger, hvor alle stort set har den samme alder, samme køn, samme uddannelse og samme måde at gå til arbejdsopgaverne på.

Det er ret udbredt, at vi har en tendens til at ansætte nogen, som ligner os selv. Det er helt naturligt, da mennesket er et socialt dyr og vores gamle krybdyrhjerne fortæller os, at vi hører til en speciel stamme og uden den, overlever vi ikke. Det er meget mere trygt og energibesparende at køre på automatpiloten.

Nu har vi mennesker jo heldigvis også adgang til større bevidsthed og kan med den hæve os over krybdyrhjernen og nå bedre og mere hensigtsmæssige resultater, hvis vi vel og mærke lige vågner lidt op.

Enneagrammet er et rigtigt godt værktøj til at åbne vores øjne for, at der findes andre modeller af verdenen end vores egen.

Enneagrammet arbejder faktisk med hele 9 forskellige personligs-hedstyper, 9 forskellige måder at forholde sig til omgivelserne på og 9 forskellige strategier.

Der er brug for alle til succes

Måske har du oplevet at arbejde i et team, hvor der ligesom mangler noget handling. Folk er rigtig gode til at komme med gode idéer og spise kage, men der sker ikke rigtig noget. Måske kunne teamet have godt af at få en Enneagramtype 8 (Frontkæmperen) ind;

De er ofte meget direkte, modige og energifyldte og gode til at have styr på tingene. De ”fylder” meget ved at tale højt, trampe og gestikulere. De tager gerne styringen og er ikke blege for at tage ansvar og stå for skud. De forsvarer deres team og er gode til at få tingene igennem.

Men teamet skal også være forberedt på, at der nu kommer ”andre boller på suppen”. I har sikkert lullet jer ind i den daglige trummerum og nu bliver I pludseligt vækket temmelig hårdhændet. Det kan godt give en chokbølge igennem teamet. Krybdyrhjernen bliver skræmt fra vid og sans og I kan ryge i frygtmodus, hvor det kun handler om flugt, kamp og stivnen.

Men I er jo intelligente mennesker og har adgang til større bevidsthed og kan hæve jer over krybdyrhjernen.

Hvordan skal jeres team se ud fremover?