Pas (på) dig selv

Hvad motiverer dig og hvad er motivation egentlig?

Der bliver godt nok skrevet en del om, at vi skal være motiveret eller om hvordan en leder kan motivere sine medarbejdere.

Det er let nok at sige, at vi skal være konstruktive.

Men hvordan kommer vi ud af brok-helvedet?

Hvornår er det, at vi mister energien og motivationen?

Hvor er det helt præcis, at frustrationen dukker op?

Hvad skal der til for, at gode løsninger kan komme på banen?

oOo

Vi er nødt til at grave lidt for det er sjældent, at sådan en 3-trins løsning batter noget.

oOo

I første omgang er det vigtigt at vende tilbage til os selv.

Og hvad mener jeg så med det?

Jo, prøv at forestille dig, at dit liv er som en have. Det er din helt alene. Hverken din partner, forældre, børn, venner, kollegaer eller nogen som helst andre skal have adgang til den have.

Alle andre har deres egen helt unikke have, som du heller ikke skal have adgang til.

Hele idéen er, at du ikke skal miste dig selv. Du er dig. Alt er okay. Det er okay at være uenige med andre. Det er helt fint, at hvad der er godt for mig, ikke nødvendigvis er godt for dig. Du skal ikke diskutere med andre, hvad der er rigtig eller forkert for det er blot et spørgsmål om smag. Sådan er det bare. Det føler jeg og det føler du.

Det handler ikke om, at vi skal være egoistiske og uinteresseret i andre, men om grænsesætning. Du skal ikke vade ind i andres haver og bestemme, hvad der er godt for dem, ligesom de heller ikke skal vade rundt i din have.

Lyder det provokerende? Måske – for vi er opdraget til noget andet, der netop dræner os for energi, kreativitet og nytænkning og som medfører brok-helveder, selvmedlidenhed og frustrationer.

oOo

Lad os tage en Enneagramtype for at se, hvordan det kan udspille sig. Måske kan du genkende nogle mønstre hos dig selv og det er positivt, for er vi først blevet bevidste om noget, kan vi faktisk også gøre noget.

Enneagramtype 2 – hjælperen

Hvis du relaterer dig til denne type, har du et livstema omkring anerkendelse.

Det er så vigtigt for dig, at alle kan lide dig. Du er stolt over at kunne gøre noget for andre. Du tilpasser dig andre, dæmper dine egne behov. Du er pligtopfyldende og samtidig gør du dig uundværlig. Hele tiden for at få den eftertragtede anerkendelse, som dybest set handler om at blive elsket. At være noget værd. At have eksistens-berettigelse. 

Men denne jagt på anerkendelse kan dræne dig fuldstændig. I værste fald bliver du ved med at overanstrenge dig for andres skyld, slider dig selv fysisk, følelsesmæssigt og økonomisk ned.  

Endnu værre er det, at folk omkring dig ofte bliver irriteret på dig i stedet for at anerkende dig.

Det skyldes, at du faktisk vader rundt i deres haver og mener, at du ved, hvad der er godt for dem 😉

Denne selverkendelse kan godt være en stor kamel at sluge for Enneagramtype 2. Nu gik du her og troede, at du bare var hjælpsom, positiv og ikke mindst en uselvisk person og så er du i virkeligheden også stolt og manipulerende.

Derfor er det vigtigt at finde tilbage til dig selv, at blive hjemme i din egen have. Stol på dig selv og bed om og modtag hjælp fra andre. Du har din frihed til at give eller lade være og frihed til at være dig selv.

 

Du hviler i dig selv.

Det interessante er, at når vi møder mennesker, som virkelig hviler i sig selv og tager ansvar for deres behov, så står de stærkt i sig selv. Ja, de kan nærmest virke inspirerende og opløftende. Ja, for vi mærker jo, at vi ikke selv behøver at gøre noget bestemt eller være på en bestemt måde. Vi kan få lov at være hjemme hos os selv og bruge vores energi dér.

oOo

Skulle du være blevet mere nysgerrig på Enneagrammet og de 8 andre typer, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev og samtidig få en gratis E-bog, der beskriver alle 9 typer på job.

 

Ønsker du at arbejde med at øge din bevidsthed, kan jeg også anbefale mine online-kurser “Kom i flow med din Enneagramtype”